VORES TANDBEHANDLINGER

Vi har fokus på forebyggelse af tandsygdomme, tandfyldninger,
kroner og broer, parodontose, rodbehandlinger og tandlægeskræk.

FOREBYGGELSE AF TANDSYGDOMME

For at undgå at små huller skal udvikles til behandlingskrævende huller er det vigtigt at holde dem rene, så den nedbrydning af tanden, der er igang, kan standses. Det samme sker, hvis der er tandkødsbetændelse, som kan udvikle sig til parodontose. Her skal der også holdes bedre rent, så vi undgår, at det udvikler sig til parodontose. Samtidig ved vi, at når der er tandkødsbetændelse, så er der bakteriebelægninger, som kan give både tandkødsbetændelse og huller i tænderne.

Hvad kan gøres bedre?

Det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre bedre, for man holder jo sine tænder så godt, som man mener det bør gøres. Her er det vi tilbyder vores hjælp. Vi vejleder i børsteteknik, hvor man får mere effekt ud af den tid og energi, man investerer i sine tænder og vi vejleder i, hvordan man lige præcis kan få et bedre resultat de steder, hvor det kan være ekstra svært -også imellem tænderne.

TANDFYLDNINGER

Når der kommer et hul i en tand, er det noget, der sker over et stykke tid. Der er en nedbrydning af tandoverfladen, som fortsætter ind i tanden. Tanden bliver blød i det område og vi er nødt til at fjerne det bløde tand, så der kun er god tand tilbage inden vi laver en fyldning. Hvis der er en fyldning i tanden allerede, er hullet ofte opstået i spalten mellem fyldning og tand, derfor fjerner vi i de fleste tilfælde hele fyldningen.

Vi har flere materialer at vælge imellem.

Førstevalget er altid plast. Det er tandfarvet og har nogle rigtig gode egenskaber. Tanden forbehandles inden plastfyldningen kommes i. Plasten formes i lag, disse lag lyshærdes undervejs, derfor er den også klar til at blive brugt, når man går fra klinikken.

Hvis der ikke kan laves en optimal fyldning med plast

Hvis der ikke kan laves en optimal fyldning med plast kan der opstå en situation, hvor vi vælger glasionomercement, som er mindre slidstærkt, men bedre kan tåle fugt. Det er dog et materiale, som oftest bruges, når prognosen for tanden er nedsat eller hvis det er en fyldning, som skal bruges i en kortere periode. En kort periode kan være, når der er så meget hul i tanden, at der er behov for at fjerne det bløde tand over flere gange i et forsøg på at undgå rodbehandling.

En anden situation, hvor der ikke kan laves en optimal fyldning kan være, hvis der mangler meget tand, men der stadig er tand nok tilbage til at lave en krone.

KRONER OG BROER

En krone er egentlig en hætte eller en kappe, som laves i et hårdt materiale som metal og/eller keramik. Den har en beskyttende effekt for tanden, så tyggetrykket bliver jævnt fordelt over hele tanden og ikke på et hjørne af tanden, som så lettere ville kunne knække af uden en krone. For at lave en krone skal der være tand nok tilbage til at kronen kan omslutte tand hele vejen rundt ved eller under tandkødet. Derfor kan man komme i en situation, hvor der ikke er tand nok tilbage til denne behandling.

Bro

En bro er en mulighed for at lave en kunstig tand, som hænger på tænderne ved siden af. På nabotænderne laver man ofte kroner, som så hænger sammen i et med en kunstig tand som svæver i midten, deraf navnet bro. En bro sidder fast.

Implantat

Når man mangler en tand kan det også være en mulighed, at få lavet et implantat, som er en kunstig rod, der bliver sat ind i knoglen og derpå bygges en krone. Vi udfører ikke disse behandlinger her på klinikken, men henviser til nogle tandlæger, som har god erfaring og expertise på dette område.

Protese

Nogle vælger at få erstattet deres manglende tænder med en protese, som kan tages ud efter behov. Denne mulighed er mere økonomisk, men ulempen er at tænderne ikke sidder fast. Vi samarbejder med byens kliniske tandteknikere om disse behandlinger.

PARODONTOSE

Hvis man har gået med tandkødsbetændelse for længe kan det udvikle sig til parodontitis, som i daglig tale også kaldes parodontose. Hvor længe, det tager er meget forskelligt og det kan virke helt urimeligt, da det for nogle går hurtigt og for andre aldrig udvikles til parodontitis. Det er dog meget vigtigt at få det behandlet og allerbedst at få det forebygget, da det i værste tilfælde kan give løse tænder og dermed mistede tænder.

Parodontal Undersøgelse og Diagnostik (PUD)

Der sker det, at betændelsestilstanden i tandkødet påvirker knoglen, som tænderne sidder fast i, så knoglen forsvinder lidt ad gangen under tandkødet. Derfor måler vi tandkødslommerne, der laves en screening af disse ved alle Status Undersøgelser. Hvis der konstateres fordybede tandkødslommer, så tilbyder vi Parodontal Undersøgelse og Diagnostik (PUD), hvor den aktuelle parodontitis kortlægges og behandling kan derefter aftales og påbegyndes.

Behandlingen af parodontitis

Behandlingen af parodontitis består i et tæt samarbejde mellem os og patienten selv. Det er af stor betydning, at hjemmetandplejen bliver helt tip top og det hjælper vi selvfølgelig med at få den til at blive. Man kan ikke ændre det hele på en gang, men med en positiv tilgang til det kommer man rigtig langt. Vores behandling består endvidere i at rense tænderne med særligt øje for den del af tanden, som ligger under tandkødet, hvor der laves tandrodsrensninger, hvis lommerne er meget dybe.

Behandlingsforløb

Parodontitis behandles over et behandlingsforløb, hvor der følges op på situationen og rettes til hver gang. Vi har flere muligheder at trække på, men det afhænger af hvordan udviklingen viser sig at være.

Målet er en stabil situation uden betændelse og dermed standsning af knogletabet, så situationen ikke forværres. Det er kun i særlige tilfælde det kan være muligt at gendanne knogle.

RODBEHANDLINGER

Hvis der kommer betændelse inden i en tand eller nerven i tanden på anden måde dør, vil tanden have behov for at blive renset inde i kanalsystemet, hvor nerven ligger. Det vil ofte vise sig ved tandsmerter, men kan også være noget vi ser på røntgenbilleder eller når den bløde tandsubstans fjernes, hvis der er hul i tanden helt ind til nerven.

Udførsel af rodbehandling

Når man udfører en rodbehandling er det vigtigt at være meget omhyggelig med at få skabt adgang til tandens kanalsystem, så der kan skylles godt i tanden. Vi arbejder med mekaniske teknikker til udrensningen og skyller med effektive skyllevæsker samtidig med, at vi renser tanden indvendig med ultralyd, hvilket giver en god effekt af dette. Til slut fyldes tanden med en rodfyldning, som skal fylde pladsen op inden i tanden.

Krone efter 6-12 måneder

Tanden bliver altid svækket af at blive rodbehandlet og vi anbefaler generelt, at den beskyttes med en krone efter 6-12 måneder, når man kan se, at det har haft den ønskede effekt på betændelsen. Grunden til, vi ikke anbefaler kronen lige efter rodbehandlingen er, at ikke alle rodbehandlinger vil lykkedes og det kan synes at være en stor udgift til en krone, som skal beskytte tanden, hvis tanden viser sig at være et dårligt fundament til at blive beskyttet.

TANDLÆGESKRÆK

Tandlægebesøg kan fylde enormt meget, når man lider af tandlægeskræk. Her på klinikken vil vi gerne hjælpe dig med at komme igennem dit tandlægebesøg på en sådan måde, så du også har mod på at komme igen næste gang. For at vi kan hjælpe dig med dette er det vigtigt, at vi snakker sammen om det.

Vi vil gerne vide at du har tandlægeskræk

Fortæl os, at du har tandlægeskræk, når du ringer for at aftale en tid. Fortæl det, når du er kommet ind til din tandlæge eller tandplejer. Så vil vi snakke med dig om, hvordan vi kan tilpasse rammerne for din behandling, så du kan være med til det. Vi vil gerne vide, hvad det er, som du oplever ubehag med eller hvornår det er. Det er ikke altid man kan svare på det, men hvis du kan vil vi gerne tale med dig om det. Det kan også være nogle dårlige oplevelser du har med i bagagen, så skal vi have lavet nogle gode oplevelser at bytte dem ud med. Første besøg vil ofte kun være en undersøgelse

Tag en ven eller veninde med på klinikken. Det kan give en tryghed, at der er en du kender godt. Bagefter kan hun/han hjælpe dig med at huske på de gode oplevelser eller de vigtige informationer, som kan være svære at huske, når man er bange.

Aftaler der gør dig tryg

Vi aftaler et signal til stop og det vil være din vigtigste opgave at sige fra, når du har brug for det. Vi vil gerne hjælpe dig med at få sagt fra, det er sværere for nogle end for andre.

Lad os lave aftaler fra gang til gang, så du ved, hvad der skal ske næste gang.

Mange har glæde af at have musik med, nogle foretrækker at have det i det ene øre og samtidig kunne følge med. Overvej om det kunne være noget for dig.

Hvad har du behov for?

Hvis du ikke oplever den tillid, der netop er behov for, så husk, du har ret til at skifte tandlæge. Det kan være en anden behandler her på klinikken eller det kan være på en anden klinik. Hvis du er virkelig, virkelig bange kan det være nødvendigt at bearbejde angsten inden du får behandlet dine tænder. Vi hjælper dig gerne med en henvisning for dette.

Udtalelse fra Lena Mortensen

...Med spænding i maven tog jeg for nogle år siden til tandlæge; her mødte jeg så Trine H. Madsen. En sød, smilende og meget rolig dame, som man umiddelbart straks kunne føle sig tryg ved (tillid)...

Jeg måtte for nogle år siden til at skifte tandlæge, da min tidligere ophørte med at praktisere. Nu var gode råd dyre? Hvem skulle man vælge? Jeg tror, jeg var rigtig heldig. Ud fra den fundne kliniks billeder på deres hjemmeside og de få ord, der stod ud for den enkelte, valgte jeg at bestille tid hos Trine. Rimelig nyuddannet (sidste nye viden) og dog med nogle års erfaring. Det skal siges; jeg har tidligere bøvlet meget med mine tænder, men altid fulgt mine tandlægeeftersyn.

Med spænding i maven tog jeg for nogle år siden til tandlæge; her mødte jeg så Trine H. Madsen. En sød, smilende og meget rolig dame, som man umiddelbart straks kunne føle sig tryg ved(tillid). Inden hun gjorde noget ved mig, fortalte hun, hvad der skulle ske, så som; at jeg tæller lige dine tænder, alt i mens klinikassistenten noterede på PC’en. Derpå kiggede hun hver enkelt tand efter for fyldninger og ”obs’er”. Også her blev noteret. Så fik jeg en tandrensning og gode råd til at passe og pleje mine tænder. Til slut fortalte hun, hvad og hvor hun mente; noget skulle gøres. Hun er tillige lydhør overfor det, jeg kommer med. Så alt lød rigtigt.

Inden jeg gik derfra, fik jeg tillige et overslag (prisskøn) over, hvad der skulle laves, hvad det ville koste og i hvilken rækkefølge, hun anbefalede det. Det accepterede jeg og har hele vejen været meget glad for det. Nu er Trine så startet som selvstændig tandlæge. Jeg valgte, at følge med og frygter ikke længere det næste tandlægebesøg. I mine øjne kan hun varmt anbefales. Også til folk med tandlægeskræk.

Venlig hilsen

Lena Mortensen

Udtalelse fra Lise Bøllund

...Når man lider af tandlægeskræk er valget af tandlæge afgørenede. Trine har specialiseret sig i at hjælpe og vejlede personer med tandlægeskræk. Jeg har oplevet andre tandlæger postulere det samme, men med Trine er der handling bag ordene...

Når man lider af tandlægeskræk er valget af tandlæge afgørende. Trine har specialiseret sig i at hjælpe og vejlede personer med tandlægeskræk. Jeg har oplevet andre tandlæger postulere det samme, men med Trine er der handling bag ordene.

Trine er yderst lyttende og forstående, når man er flov og forlegen over ikke at have været til tandlæge i en årrække. Hun har aldrig talt nedsættende om de manglende tandlægebesøg.

Allerede ved første konsultation gjorde hun meget ud af, at jeg følte mig tryg.

Trine og jeg har den aftale, at jeg skal løfte hånden, hvis jeg har brug for en pause – den aftale bliver fuldt ud respekteret af Trine. Ofte sker det, at Trine stopper sit arbejde undervejs for at høre om jeg er OK, eller om jeg har brug for en pause.

I starten hjalp Trine mig med at huske på dybe vejrtrækninger og ved fælles hjælp kom der ro på åndedrættet.

Trine sørger altid for at skabe en hyggelig og uformel stemning – hvor der også er plads til grin – også selvom der er travlhed.

Det er vigtigt, at man har tillid til sin tandlæge – man skal føle at der er en god kemi – specielt når man har tandlægeskræk. Jeg har tillid til Trine og jeg ved, at hun respekterer og hjælper mig med min tandlægeskræk.

Med venlig hilsen

Lise Bøllund

Skriv til os

Her kan du kontakte os, hvis du har spørgsmål om tandbehandling. Vi tjekker beskeder mindst en gang dagligt. Der må ikke oplyses personfølsomme data i formularen. Du er også meget velkommen til at ringe til os.
Det er muligt at bestille en tid til undersøgelse herpå vores hjemmeside via “Tidsbestilling”, hvis man er ny patient eller hvis det er tid til eftersyn og man har modtaget en kode via e-mail, sms eller brev. Alle andre tider til tandbehandling skal bestilles direkte på klinikken via vores telefon 75131343